Denne afdeling tager udgangspunkt i en undren om, hvordan folk kan skrive bøger omkring emner, der har med mennesker at gøre uden at "give af sig selv", dvs. uden at forsyne de selvbiografiske oplysninger, der ville hjælpe læseren med at forstå, hvordan forfatteren er kommet til de idéer, der bliver præsenteret.
Myten om objektivitet
Dette skyldes sandsynligvis en idé, der plejede at være meget populær for snart længe siden: At der er noget, der hedder "objektivitet", og at nogen, f.eks. en journalist, en psykolog, osv., der skriver eller formidler om et bestemt emne, har en "professionel" pligt til at forholde sig til emnet med en vis afstand, og under ingen omstændigheder må lade det lyse igennem, hvem de selv er.
I psykologi er det tydeligt. Vi kender alle sammen billedet af psykoanalytikeren, der lytter til patienten fra bag sofaen, som om vedkommende nærmest ikke var tilstede, disinkarneret. Freud insisterede på, at terapeuten ikke blev indblandet i processen.
I nyere tider har vi terapeuter som Irvin Yalom, der siger netop det modsatte, at det er vigtigt, at vise, hvem en selv er, fordi dette faktisk kan skabe mere tillid til processen hos "patienten".
Vi har trods alt hver især vores egen personlige historie, og denne personlige historie er det, der har bragt os til, hvor vi er nu! Derfor er den vigtig for at kunne forstå, hvordan det, vi udtrykker, hænger sammen.
Derfor kan du her læse om min historie, i hvert fald den del, der har med seksualitet at gøre...
Der findes meget læsning her. Det er uundgåeligt, når det drejer sig om en persons liv, i hvert fald en person, der har haft, som jeg, et spændende liv! Det kan være, at det bliver for meget for dig at læse det hele, og alligevel, jeg mener, at det er på den måde, at vi kan komme til forstå, hvad en anden person udtrykker: Igennem hvordan deres liv har udviklet sig. Ellers bliver det, de skriver i bedste fald temmelig intellektuelt.
På den måde er jeg overbevidst om, at de talrige krimier og sociale romaner—af hhv. franske forfattere såsom Simenon og Frederik Dard og diverse amerikanske forfattere, og senere også danske—jeg begyndte at læse intensivt fra 1990erne—før i tiden var jeg også fuld af foragt for "skønlitteratur"—har gjort mere for min udvikling som menneske og min forståelse af andre mennesker end ethvert uddannelsesforløb i psykologi ville have gjort.
Hvor begynder ens historie?
Når det kommer til at fortælle ens livshistorie, så kommer der med det samme et stort spørgsmål: Hvor skal fortællingen begynde?
Det første svar kunne være: Ved fødslen, fordi det er der, vores synlige liv begynder.
Dog, mange af de omstændigheder, der bliver meget afgørende for vores eget liv, er allerede grundlagt hos vores forældre, og endda hos deres forældre. På den måde kan det gå langt tilbage, når vi tager den proces i betragtning, der hedder at visse emner bliver ført videre fra generation til generation.
Selvom jeg ikke har så meget kendskab til mine forældres fortid, så skal jeg nok begynde med, hvad jeg ved omkring noget af det, der er sket, før jeg blev født, og jeg vil prøve at fremhæve det, jeg mener, har været afgørende for mig og min udvikling. Her kan du læse om mine forældres historie (og klik igen for at skjule)...
Min mor var den sidste af ni søskende (født i 1916), og hun blev opdraget i en stærk katolsk kristen tro. Hendes far var alkoholiker. Fordi hun var den lille sidste, så fik hun "lov" til at passe sine søskendes børn. På en måde, blev hun behandlet som en slags tjenestepige af familien.
Min far var 5 år yngre end min mor, og hans forældre blev separeret ret tidligt (jeg husker stadig, hvad en af min fars største ønsker omkring fortiden var: At have haft bare et måltid med begge forældre samtidig...), og han blev for det meste opdraget af en mor, det ikke var troende. Han var ikke ret høj, og det var belastende for ham, fordi han blev mobbet som ung. Hans far var også alkoholiker.
Min mor ønskede at få børn, masser af børn.
Min far ønskede ikke at få børn (kan det mon være, at han havde det, lige som jeg selv havde, da jeg var yngre: Jeg havde oplevet så meget smerte som barn, at jeg ikke ønskede at udsætte flere for det samme...).
Min mor følte sig kvalt i den lille provinsby Guérande, og var meget modig at søge et job som barnepige i Tunesien. Selvom hun var en skøn kvinde, så formoder jeg ikke, at hendes kærlighedsliv som ung kvinde bestod af så meget.
Min far havde en kæreste i Paris, hvor han voksede op. Det lød—fra hvad jeg har hørt om det i min ungdom—som om de havde en særlig forbindelse, noget der næsten virkede spirituelt, selvom min far hele sit liv benægtede alt, der havde med sådanne emner at gøre, alt fra religion til psykologi.
Min mor endte så i Afrika, hvor hun havde en lykkelig periode hos en dejlig, velhavende familie i Sfax, Tunesien, hvis børn hun tog sig af.
Min far, som blev dumpet af sin kæreste og afvist af hæren pga. sin højde, havde brug for at udfordres på en særlig måde. Så tog han til Afrika (du må vide, at på dette tidspunkt—vi taler om 1940erne—, var Frankrig en meget aktiv koloni magt i Afrika).
De mødtes i Marseille, begge på vej fra eller til Afrika. Han var en flot fyr, hun var meget attraktiv. Hvordan kunne de have vidst, at de aldrig ville kunne finde ud af det sammen, pga. deres modstridende retninger i livet, og at de ville skabe 4 mennesker, der for resten af deres liv skulle lide under bivirkningerne af diverse begivenheder... Nå, lad os ikke køre for hurtigt frem...
Min forældres liv i Afrika kunne være en beskrivelse fra en eventyrfilm. Faktisk, nogle af de historier, jeg har hørt om deres Afrik-atid, ville næsten virke utrolige, hvis de blev filmatiseret.
Min far fik bygget en "boucarou" (en traditionel rund bygning lavet af hårde materialer med et skråt stråtag, som findes hovedsageligt i det nordlige Cameroun), han selv lavede tegninger til, ude i junglen.
Min far, der "kun" havde fået en uddannelse som maskinarbejder (han var meget god til at fremstille præcisions metaldele), prøvede diverse beskæftigelser under deres fælles ophold i Afrika, der varede fra ca. 1948 til 1957.
(Du bemærker måske, som jeg selv gør, at der ikke bliver skrevet så meget om min mor, som der gør om min far—hvilket er meget relevant i vores sammenhæng—fordi endnu mere dengang end nu, blev en kvindes rolle systematisk formindsket til at være af mindre vigtig karakter end mandens.)
Min far blev ansat hos en import-eksport koncern, der også forvaltede nogle guldminer. Det var en del af hans arbejde at tage runder til minerne, og bringe guldet tilbage til hovedkontoret. Som hobby blev han storvildtjæger—som hobby og "terapi", selvom ordet ikke var så populært den gang... Ved at bringe sig selv i farlige omstændigheder—og Afrika i 1940erne var et farligt sted—kunne han vise sig selv, at han ikke var den ynkelige, patetiske tøsedreng, de andre havde mobbet dengang i Paris...
Min mor. Tja, hun var "bare" husmor, fordi ja, på trods af min fars modstand, begyndte hun at få børn. Det var ikke lige nemt at have børn i junglen i Afrika. F.eks., skulle benene på vores vugge sættes i dåser fulde af benzin, sådan at hvis der skulle komme en koloni af myrer forbi i løbet af natten, så ville de ikke kunne kravle op i sengen og efterlade skeletter...
Det er sandsynligvis på dette tidspunkt, at mine forældres historie flettes med min, dvs. at det er hvor jeg indledningsvis tydeligt kan opspore de begivenheder, der har påvirket min (seksuelle) udvikling.
Som sagt, kort efter mine forældre mødtes, gav min mor tydeligt udtryk for, at hun ønskede at få børn, mange børn. Min far—blændet som han sandsynligvis var, som mange mennesker er, når de er "forelskede"— ignorerede sandsynligvis denne lille, dog ret vigtige oplysning...
Så begyndte helvedet i junglen...
En af de historier, jeg har hørt mest om under min opvækst er, at min far tvang min mor til at få abort.
Det er svært nok at tvinge en kvinde, der er blevet opdraget i en blind kristen tro til at få en abort. Når det så endda foregår i en boucarou ude i junglen, og når lægen, der "optræder" er halv-fuld (folk drak meget i Afrika), så kan jeg godt forstå, at en kvinde, der allerede var psykisk udfordret begynder at have det rigtig, rigtig skidt...
En anden historie var, at barn nr.2 (jeg har to ældre søstre og en "lille" søster) blev født på trods af et mislykkede abortforsøg tidligere i svangerskabet.
Jeg fik aldrig detaljer nok omkring min mors liv i Afrika, især hvad angår de tilbud, hun sikkert fik om at have sexoplevelser ved siden af (min far benyttede sig uden tvivl af den slags, som ofte betragte[de]s som mere "acceptable", i hvert fald i en kultur, hvor mænd og deres styrke, som kan blive til vold, sætter reglerne). Når de viste os de gamle Afrikabilleder, fik vi hørt om ham der, der gerne ville have fået fat på min mor under en drukfest, dog ikke flere detaljer.
Jeg kan derfor ikke vide præcis, hvad min mors virkelighed lignede før i tiden, hvad angår sex. Jeg kan blot regne ud, at bare pga. af hendes kristne opdragelse, så kunne sex nok ikke rigtig betragtes som noget helt ønskeligt, fordi det ville være at synde.
Jeg tror nok, at det først var efter, vi var flyttet tilbage til Frankrig i 1957, at min mor for første gang prøvede at begå selvmord—den første perle i en række der strakte sig over de efterfølgende år.
En lille dreng spiller med kugler
Min tidligste seksuel-relateret erindring var, da jeg var en lille dreng. Det var frikvarter, og vi drenge spillede med kugler i gården (det foregik på denne måde: Vi gravede et lille hul i jorden, og vi skulle så kaste vores kugle fra en bestemt afstand, og lidt efter lidt komme nærmere så at vi til sidst kunne få kuglen til at trille ned i hulet).
Vi var flere, der spillede sammen. Mens jeg ventede på, at det blev min tur, fangede jeg mig selv i at holde på min tissemand, når jeg havde hånden i lommen. Jeg følte mig flov over det, fordi da jeg kiggede rundt, kunne jeg se, at ingen af de andre gjorde noget sådant...
Det var en vigtig ingrediens i en forstyrret seksualitet, som i øvrigt er en søjle for kristendom: Skyld og skam!
Min mor, som ellers var—når hun ikke var væk pga. selvmordsforsøgene—en meget kærlig mor, der tog sig af mig, når jeg var syg osv., prøvede at opdrage mig, som hun havde lært, det skulle gøres, og dette indebar at formidle til mig på ethvert tidspunkt og på min bekostning, at onani var en synd, og at jeg derfor ikke skulle gøre det.
Onani træder ind
For mig blev emnet onani, lige fra ungdommen—og i det er jeg ikke alene, så vidt jeg har erfaret senere!—et meget belastende emne. Det må være det emne, der har ædt mest af min seksuelle energi i tidens løb, fra meget ung til for ca. 13 år siden!
Og, som jeg kommer til at beskrive senere, har det samtidigt været et af de mest betydningsfulde bidrag til udviklingen af min seksualitet i de efterfølgende år.
Uden at gå i alt for mange flere unødvendige detaljer, har min seksualitet været forstyrret fra en tidlig alder, tilsyneladende med min mor som hovedaktør. Og, ja det er pudsigt at se, hvordan mennesker, der, håber vi, vil os det bedste, alligevel ender med at være dem, der sårer os mest, nemlig bl.a. vores forældre. Dette sandsynligvis kun fordi de ikke selv fik mulighed for at bearbejde deres egne emner, som derfor bliver givet videre til den næste generation.
Mange af de aspekter jeg beskriver her, blev jeg først bevidst om senere, desværre. Det er det omkring bakspejl kloghed...
En seksuelt meget motiveret dreng
Jeg må have været en meget seksuelt motiveret dreng, fordi jeg trodsede min mors korstog imod onani, dog var det en stor udfordring. Dvs., at hun—på trods af sit ønske om at få mig til at opføre mig ordentligt—ikke formåede at få mig til at lade være, og alligevel, påvirkede hun mig i den grad, at jeg følte skyld hver gang, jeg gjorde det. På den måde fik ingen af os noget godt ud af det.
Jeg var en meget genert dreng, som sandsynligvis bidrog til, at jeg ikke fik så mange kærester (mødet med min første kæreste i den "bibelske" forstand skete ikke før jeg var 23 år gammel, og det tog endda et tre-måneder "Lille Prins og ræven" forløb at komme dertil).
Fanget mellem mor og far
Selvom jeg ikke tydeligt kan huske det, blev jeg gennemsyret af min mors nær-had til nogle aspekter af seksualiteten, tja, muligvis det hele, bare fordi hun havde lidt under min fars krænkende adfærd. Jeg hørte hende tit sige, at han havde uopretteligt såret hende i hendes krop og sjæl, som er forståeligt i betragtning af hendes religiøse opdragelse.
Uden at vide det, blev jeg opdraget med ideen om, at mænd er nogle svin, der udnytter kvinder til sex (sex var i første omgang ikke noget, anstændige kvinder ville bryde sig om). Og fordi jeg var den eneste dreng i familien, så skulle jeg nødigt få lov til at blive som min far.
På den ene side havde jeg en far, der foragtede kvinder generelt, og min mor og mine søstre i særdeleshed (jeg skulle have været det første barn, og helst det eneste), en far der var voldelig (dog heldigvis fulgte hverken han eller min mor i deres respektive fædres drikkespor), og sandsynligvis forventede at min mor skulle være til rådighed til at blive kneppet, når han havde lyst til det. Og på den anden side havde jeg en mor, der foragtede mænd generelt (husk "Foragt i arketypisk klasse" fra "Historie"), og mig i særdeleshed, og fordi jeg var trods alt en lille kopi af hendes mand, så skulle jeg betale for hans ugerninger.
Det var i den slags miljø, jeg voksede op og udviklede mig.
Kampen mellem lyst og skyld
Jeg husker tydeligt fra denne periode, den evige kamp jeg var fanget i, mellem min seksuelle lyst, der uundgåeligt bragte mig til at onanere, og de stærke skyldfølelser, der overtog mig lige efter gerningen var gjort, igen og igen. Jeg prøvede at forsinke gerningen så meget, som jeg kunne, og alligevel, kom lysten igen, og jeg skulle gøre det. Mine overvejelser omkring denne onde cirkel var senere i mit liv årsag til en af de største åbenbaringer, jeg har haft omkring mig selv. Mere om det senere.
Så kom min første seksuelle relation, endelig!
Herunder kan du finde lidt detaljerede beskrivelser af de første fire relationer i mit liv. Du må gerne klikke på navnene for at se—og skjule igen—detaljerne...
Jenny (vis)
Jenny og jeg mødtes på AF Chapman, det flotte vandrehjems-skib i Stokholms havn, i september 1977. Hun var fra USA. Efter nogle måneder, som du gerne må læse flere detaljer om her, blev vi kærester.
Under mine studier til ingeniør fik jeg mulighed for at tage til en teknologisk konference i Linköping, Sverige i april 1977. Jeg tog til konferencen med en ven fra ingeniørskolen, Ole. Ole kommer til at spille en vigtig rolle senere hen.
Vi tog toget fra København til Linköping, og i Helsingborg, støder Ole og jeg ind i en svensk kvinde, Ann, som jeg blev forelsket i. Min forelskelse i Ann—som iøvrigt var nogle år ældre end vi, og som ingen romantisk interesse havde i mig—gjorde, at da jeg kom hjem igen fra konferencen, så gik jeg i gang med at lære svensk, som jeg intensivt øvede mig i de næste få måneder, i stedet for at passe mine ingeniørstudier...
Dette gjorde, at jeg i september måned kunne nok svensk til at kunne rejse tilbage til Sverige på interrail, med intentionen om at finde Ann igen. Det er på den måde, jeg endte på AF Chapman.
Når jeg kigger tilbage på mit liv kan jeg se, at der findes nogle tydelige "røde tråde" (i de fleste tilfælde), der har bragt mig fra sted til sted, så jeg ender, hvor jeg er i dag. Mere om dette senere...
Jeg befinder mig på dækket af AF Chapman, en skøn aften i september 1979, og så kommer en kvinde forbi.
Mit engelsk var meget dårligt på dette tidspunkt (jeg var først begyndt at lære det et års tid tidligere), og vores første udveksling var noget træg. Hun spurgte mig: "Do you like yoghurt?". Jeg kunne ikke forstå, hvad hun sagde. Hun gentog spørgsmålet flere gang, forgæves. Til sidst viftede hun bægeret foran min næse, og så forstod jeg.
Nå, så faldt vi i snak. Hun skulle rejse videre denne aften, og jeg gik med hende til banegården.
Vi aftalte, at hun skulle besøge mig det efterfølgende forår i Toulouse, hvor jeg læste til ingeniør.
Det gjorde hun, i februar 1978. Det var mening, at hun skulle besøge mig i et lille stykke tid (vi havde ikke aftalt noget særligt) og at hun skulle bo hos mig. Jeg kan stadig huske hendes forskrækkede mine, da jeg åbnede døren til mit lille kollegieværelse—bred nok til en seng og en lille passage forbi den til skrivebordet for enden, og jeg husker ikke engang om toilettet var i et fælles rum på gangen. Det gik pludselig op for hende, at hun var fanget i et meget lille rum med en mand.
Noget af det gode, jeg kan sige om min mor, er, at hun opdragede mig til at være galant. Jeg lettede Jennys panik med det samme ved at sige, at jeg skulle sove på gulvet, og hun gerne måtte få sengen.
Det var i den efterfølgende to-tre måneders periode, at det "Lille Prins og ræven" forløb skete: Aften efter aften talte vi om diverse emner, og lidt efter lidt kunne jeg komme nærmere på hende. Hver aften sad jeg tættere og tættere på hende på sengen.
Til sidst, en skøn aften, blev det tydeligt, at hun og jeg skulle noget andet end snak. Jeg var meget spændt, fordi det var første gang for mig.
I dette øjeblik—og det blev først senere, at det gik op for mig, hvad det egentligt betød—da hun kiggede på min nøgne krop, gav hun mig den første, og i lang tid den absolut største kompliment i mit liv, selvom det blev sagt i en forskrækket tone. Hun sagde: "It's never gonna fit!"
Oh nej, tænkte jeg, der må være noget galt med mig!
Det viste sig at nej, der var ikke noget galt med mig, ikke på den måde, i hvert fald, og, så vidt jeg husker, it could fit well enough..
Nå, jeg var endelig en mand, som nogle formulerer det. Noget—sex—jeg havde længtes så meget efter i så mange år, var endelig en del af mit liv.
Glæden varede ikke i så lang tid dog, fordi det viste sig meget hurtigt, at jeg i den grad var en for tidlig udløser. Det tog et lille stykke tid at indse, at det tilsyneladende ikke kunne blive bedre, uanset hvor meget jeg prøvede.
Alt for lidt erfaring
Jenny havde kun haft en anden kæreste før mig. Det betød, at hun heller ikke var så erfaren. Og hun havde tydeligt sin egen familiehistorie, som ikke havde gjort hendes seksualitet til noget særligt blomstrende. Det tog hende f.eks. en evighed at nå til orgasme, når jeg stimulerede hende, dvs. med andre midler end min pik, fordi den svigtede gang på gang. Så jeg blev rigtig god til at slikke og til andre måder at tilfredsstille en kvinde på. På den måde var min periode med Jenny en stor oplæringsproces. Tænk, nogle gange slikkede jeg hende i 45 minutter, og så hørte jeg et lille suk, som jeg gik ud fra, var en orgasme!
Selvom jeg i tidens løb har hørt meget om, hvor egoistiske mænd er i deres seksualitet, så har det at tilfredsstille min partner altid været en høj prioritet for mig.
Fordi Jenny havde så lidt erfaring, og fordi jeg altid har været den slags person, der er villig til at tage skylden (det var dengang, nu er "skyld" ikke længere et begreb, jeg bruger) for hvad som helst, så blev vi enige om, at det hele var mit udfordring. Hun bekræftede endda for mig, at det var sandt: Min sæd lugtede dårligt (jeg har aldrig selv kunnet lide denne lugt)!
Det skal også siges, hvis det nu ikke var en selvfølge, at pga. min familiehistorie, så var jeg ikke den nemmeste person at være med.
Jeg var dybt deprimeret over, at sex, som jeg havde set frem til i så lang tid, viste sig at være noget, jeg slet ikke duede til!
Sex Rollemodel
I mellemtiden havde Ole (han blev introduceret i den forrige "skjult" afdeling) fundet sig en kæreste, Sylvia, og var blevet gift med hende. Det så ud som om deres sexliv var helt fantastisk, og jeg hørte om, hvordan de udforskede diverse situationer med andre kvinder og mænd og par. Alt dette var langt ud over mine muligheder.
Ole var min bedste ven i Toulouse (jeg har ikke haft så mange tætte venner i mit liv), og vi talte sammen om vores mandlige emner. Han vidste, at mit sexliv med Jenny var elendigt, og årsagen til det.
Nogle gange inviterede de os at sove hos dem, vi boede ikke så langt væk fra hinanden. Om natten—med kun en ret tynd væg mellem os—efter jeg var færdig med min sølle præstation, og Jenny havde fået sin suk-orgasme, så kunne vi høre Sylvia skrige, i hvad så ud til at være i timevis. Det skar så dybt ind i mig og mit selvbillede, at jeg til den dag i dag stadig oplever et lille stik i hjertet, når jeg gennem væggen hører andre dyrke sex (selvom jeg i dag i den grad er tilfreds med mit sexliv, mere om det et andet sted på denne side...)
Jeg blev færdig med mine studier i juni 1979, og Jenny og jeg havde en plan om, at tage til USA: Hun kunne ikke Fransk, virkede ikke så motiveret til at lære det, og drømmen om at tage til USA, selvom jeg på dette tidspunkt, som enhver franskmand med selvrespekt, foragtede dette "latterlige land" tog form. Derudover, virkede det som en god plan at rejse til, og erobre the land of opportunities med et elektronik ingeniørdiplom i lommen!
(skjul Jenny)
Jenny er væk
På et tidspunkt i juni måned fløj Jenny tilbage til USA, idéen var, at hun skulle finde os et sted at bo og forberede min ankomst (på dette tidspunkt talte jeg nærmest flydende engelsk, tak til den privatundervisning, jeg havde fået døgnet rundt med Jenny, så meget at jeg havde fået dispensation fra at skulle tage engelskundervisning i skolen).
I virkeligheden endte det med, at Jenny dumpede mig lige efter, hun var kommet hjem. Vi var blevet gift året før, så at hun fik lov til at blive i Frankrig.
De sidste få uger i juni 1979 var, indtil da, den absolut værste periode i mit liv. Min depression over at ikke være god nok til sex blev dybere, så meget at det virkede som om, mit liv var færdigt, fordi det, jeg syntes mest om, tilsyneladende ikke var noget for mig.
Som den ret intellektuelle person jeg er, søgte jeg tilflugt i viden: Jeg prøvede at lære så meget som muligt om kvinder, og især om deres seksualitet.
Det var i den forbindelse jeg stødte på en af de bøger, der har haft en meget stor påvirkning på mig, både på godt og ondt, dog, fandt jeg ud af senere...
Den første indflydelsesrige bog
Bogen, skrevet af Lana Jane Sherfey, hedder "The Nature and Evolution of Female Sexuality", og var den første vigtige bog i mit liv—hvis vi ikke tager "Love Story" af Eric Segal i betragtning, som jeg var meget optaget af nogle år før!
I kvindebefrielsesbevægelses ånd, tog Sherfey afstand fra Freuds ellers meget populære teori om, at det er en del af en "moden" kvindes udvikling at flytte sin nydelse fra klitoris til skeden. (Se senere et bud på, hvordan en "moden" mand kan udvikle sin seksualitet...). Hun mente, at dette var en måde at undertrykke kvinder på: At sikre, at deres seksualitet passede med, hvad mænd har brug for, nemlig et sted, hvor de kan proppe deres pik ind!
Dette passede så godt med mine meninger om, at kvinder ikke skulle undertrykkes (jeg var dog dengang ret forvirret omkring, hvad det egentlig betød), og gav mig samtidig en god grund til at mene, at samleje ikke var så vigtigt for en mand, der respekterede kvinder, og det hele bekræftet af den måde, min mor ubevist havde lært mig, at det var krænkende af en mand at ønske sex fra en kvinde.
Jeg besøgte Sylvia og Ole ret tit under denne periode og sov hos dem nogle gange, fordi jeg var så desperat deprimeret, at de godt kunne se, at det ville gøre mig godt at være med nogen.
Lydtortur fra den anden side af væggen
Prisen var dog, at jeg fortsat skulle høre dem dyrke sex ved siden af, og det skar endnu dybere i mig, fordi jeg var alene, forladt; fordi jeg var blevet erklæret seksuelt uduelig.
I denne periode skete der to vigtige begivenheder for mig.
Den første var morsom på en måde, og viste, hvor nøgtern Ole kunne være, og hvor villig han var til at hjælpe, hvis han kunne.
Sæd kvalitetskontrol
Det drejede sig om lugten af min sæd. Jeg havde fortalt ham, at Jenny havde været enig med mig i, at min sæd lugtede dårligt. "Vrøvl," sagde han, "det tror jeg ikke på. Sæd lugter af sæd, og det er det. Ved du hvad, Sylvia er indlagt på sygehuset i nat" (Sylvia skulle, efter en ulykke i sin barndom, have nogle hudoperationer en gang i mellem), "jeg skal onanere. Jeg skal nok gemme det, og så kan vi lave en lugtsammenligning!"
Han havde ret: Enten lugtede hans lige så slemt som min eller min så normalt som hans. Det var en stor lettelse for mig. Dette eksperiment var en vigtig brik i den proces, der ville føre mig til den åbenbaring, jeg har nævnt før. Mere om det endnu senere...
Den anden begivenhed var endnu mere afgørende for mit liv.
Et uforståeligt tilbud
Morgenen efter en af de gange, jeg sov hos dem, kom Ole til mig fra deres soveværelse og sagde til mig, at Sylvia gerne ville gå i seng med mig. Jeg havde tit haft det svært med den måde, Ole fortæller nogle historier på, som gjorde, at når han talte om emner, der enten kunne være følsomme eller ikke kunne bekræftes, så havde jeg en tilbøjelighed til at tro, at han pyntede på virkeligheden.
Jeg bemærkede for ham, at fordi Sylvia også vidste, hvor elendig en elsker jeg var, så var der ingen forklaring på, at hun skulle have lyst til at dyrke sex med mig, med mindre hun var masochistisk!
Det blev til en slags forhandling. Han gik frem og tilbage til soveværelset et par gange, dog blev han ved med at fortælle mig, at det var det, Sylvia ønskede.
Jeg var så såret efter mine oplevelse med Jenny, at jeg insisterede på at sige, at det ingen mening gav, forgæves, han/hun(?) blev ved med at sige, at det var det, der ønskedes fra den anden side af væggen!
Det kunne ikke blive værre
Jeg overraskede mig selv med følgende tanke, som blev til en udtalelse: Fint, det kan ikke blive værre, hun er advaret. Så, hvis hun virkelig ønsker at udsætte sig selv for noget så meningsløst, så lad os få det overstået!
Sylvia (vis)
Så gik jeg ind ved siden af, og lagde jeg mig ved siden af hende. Hvad skete derefter blev en af de sjældne gange i mit liv, hvor jeg har set noget ske, noget godt, som jeg aldrig ville have ment, var muligt.
Så vidt jeg husker kom jeg også for tidligt der. Hvad der skete efter var, at jeg fandt en måde, hvorpå jeg kunne stramme min pik (sikkert relateret til de meget vigtige PC muskelsammentrækninger, der er en vigtig bestanddel af vedholdenhedstræning, mere, meget mere om dette et andet sted her), så jeg ikke mistede erektionen, efter jeg var kommet.
Det resulterede i, at jeg kunne kneppe Sylvia så meget og i så lang tid, at hun var helt forbavset. Kvinden var krævende, det vidste jeg fra den anden side af væggen. Dog, at være der selv og at være den, der fik hende til at skrige gang efter gang, var noget af det bedste, jeg havde oplevet i mit liv.
Genopbyggende trekant
Det endte med, at jeg tilbragte de sidste to-tre uger af mit liv i Frankrig hos dem. Vi sov i samme seng alle tre. Det viste sig senere, at muligvis, kom en del af den oprindelige ide fra Ole, fordi han ønskede at udforske sex med mig, noget jeg ikke kunne indfri, fordi på dette tidspunkt af mit liv var jeg både 100% hetero og ret homofobisk.
På nær dette—som Ole og jeg fik afklaret ret hurtigt, en dag hvor han udtrykte sine ønsker, mens vi lå der i deres seng—blev den tid noget fantastisk. Ole arbejdede hver dag, jeg arbejdede weekender. Sylvia vinkede farvel til ham i hverdagene, og til mig i weekenderne, og gik videre med at kneppe den, der blev i sengen. Om aftenen, når det var sengetid, så kneppede hun en af os, og efter han var færdig, så fik hun den anden. Dette var mit første møde med, hvad, en (forholdsvis) uhæmmet kvinde, kan rumme i sin seksualitet.
Sylvia reddede mit liv
Sylvia reddede mit liv. Jeg husker, hvordan jeg i denne periode, når jeg gik på gaden, følte det som om, jeg svævede 50 cm over fortovet.
Sylvia har været en af de absolut vigtigste kvinder i mit liv, selvom nogle efterfølgende ret slemme begivenheder kom til at ødelægge vores muligheder for samvær. De har som sådan ingen betydning for min seksuelle udvikling og skal derfor ikke beskrives her.
(skjul Sylvia)
Et nyt liv i større rammer
Jeg udvandrede til USA d.19. juli 1979, selvom Jenny havde prøvet at forhindre mig i det, fordi hun var bange for, at jeg skulle komme efter hende for at hævne mig. I stedet for accepterede hendes bedste mandlige ven, Steve, at stå for mig i forhold til myndighederne.
Min udvandring til USA har sandsynligvis også indirekte påvirket alle aspekter af mit liv, deriblandt min seksualitet.
Det var en meget spændende fornemmelse at lande i JFK efter min første flyvetur nogensinde, med et flyselskab, jeg aldrig havde hørt om før, Mærsk! Og jeg var også meget spændt på mit nye liv.
Jeg havde både begejstring omkring at flytte til så lokkende et land, selvom jeg stadig hadede folket der; og hjemve omkring Sylvia, der havde vist mig, at jeg kunne være en ordentlig elsker; og jeg var ked af, at Jenny havde dumpet mig.
Jeg blev modtaget af Steve (han begik selvmord pga. AIDS i 1992, så jeg kan tillade mig at bruge hans rigtige navn, og ja, de andre personers navne i denne saga blev ændret, som det plejer at ske for at beskytte de uskyldige, selvom Jane og Anna, mine to nuværende kærester, har valgt at nævnes med deres rigtige navn...). Som beskrevet før var Steve min sponsor ift. de amerikanske indvandringsmyndigheder, der måske allerede var lige så krævende den gang, som de er nu. Jeg havde været i kontakt med Steve i flere måneder, før jeg fløj til USA. Steve var bøsse og var blevet forelsket i mig allerede den gang. For ham var jeg "The Dashing Frenchman". Jeg nævnte tidligere, at jeg den gang var 100% hetero, og ret homofobisk. Mit samvær med Steve—jeg boede med ham og nogle af hans venner i mine første måneder i USA—viste mig faktisk, at jeg kun var 100% hetero, fordi jeg havde ikke noget imod ham pga. hans seksuelle orientering. Bare han forstod, som var svært for ham at acceptere, at jeg ikke var til mænd!
De næste tre relationer
Jeg skal ikke gå i detaljer med hver eneste relation, jeg har haft i min tid i USA. Jeg skal nøjes med at nævne nogle markante episoder, der har haft tydelig betydning for min seksuelle udvikling.
De næste tre relationer, jeg har haft faldt under denne kategori, ikke fordi de kvinder nødvendigvis endte med at stå på min liste af "vigtige kvinder i mit liv" som sådan, snarere fordi de bidrog til min selvforståelse som mand, på godt og ondt.
Connie (vis)
Connie blev sandsynligvis en af de værste relationer, jeg har haft. Den blev meget kortvarig. Den var slem, fordi jeg kunne mærke, hvor desperat jeg var efter sex, og så var lige der en stakkel af en kvinde. I den forstand at Connie var en fattig sort kvinde, som i USA havde en særlig betydning ift. Sociale forskelle. Hun tog sig af en miserable butik med brugt tøj i en elendig bydel og sov i baglokalet af butikken. Selvom jeg ikke kendte til det den gang, ville hun have været ikonisk under "Amerikanske Billeder". Der var en kvinde, der gerne ville have mig. Jeg kunne mærke, at jeg brugte hende, og jeg var ikke glad for det. Selvom jeg havde dårlig samvittighed over vores relation, kunne jeg også mærke, at jeg stadig havde noget anstændighed tilbage, idet at jeg ikke misbrugte hende seksuelt eller var det bare indbildning, der kom fra min sultne pik...
Vores relation varede kun nogle uger. Det blev for svært for mig, etisk.
(skjul Connie)
Marnie (vis)
Marnie var Steves veninde og druk makker, som han og jeg besøgte ret tit. De drak sammen, nogle gange tog vi på diskotek (jeg foragtede næste alle deres "sociale" vaner, fordi jeg var efter noget bedre, noget mere ædelt). Marnie blev præsenteret for mig som værende lesbisk. Derfor var hun ikke en del af mit "jagtterritorium", fordi det var tydeligt for mig allerede den gang, at homoseksualitet ofte indebar foragt for det andet køn.
En søndag nat, som det skete nogle gange, endte vi med at sove os tre i Marnies stor runde seng. Om morgenen, uden at have noget bestemt mål—jeg var afklaret omkring Marnies valg—gav jeg hende en uskyldig rygmassage. På et tidspunkt sagde hun: "Steve, det du gør ved mig, føles så godt!". Jeg tænkte shit, jeg bliver ikke engang anerkendt. På en eller anden måde sørgede jeg for, at hun vidste, at det var mig, der rørte ved hende på den måde!
Steve skulle på arbejde denne morgen (han havde overtaget sin mors kvindetøjsdesign virksomhed, "Steede"). Marnie og jeg blev i sengen, og det må have være der, at hun indså, at det var mig, der rørte så dejligt ved hende!
Til min forbavselse, endte Marnie og jeg med at have en seksuel relation. Det var pudsigt for mig, fordi jeg havde accepteret, at denne kvinde ikke var til mænd. Der var selvfølgelig ikke tale om samleje mellem os, som gav mig en lille pause fra min udfordring med for tidlige udløsninger. Så fik jeg i stedet øvet, at slikke en kvinde! Det var under dette forløb, at jeg fik den anden største kompliment omkring sex, denne gang ikke omkring en fysik, jeg ikke rigtig kunne tage æren for, snarere omkring min måde at være på som mand overfor en kvinde. Marnie sagde følgende til mig på et tidspunkt: "Det er næsten lige så godt at dyrke sex med dig som med en kvinde!" Jeg følte mig meget smiret over denne kommentar!
Vores relation varede nogle få måneder.
(skjul Marnie)
Donna (vis)
Donna var en anden af Steves venner. Hun var hetero, og havde en hæslig, nasty, voldelig kæreste. Vi boede alle fire i samme hus i Interlaken, NJ, da jeg først kom til USA.
Donna, Marnie, og Steve var en tæt gruppe, der gik på druktur næsten hver weekend, mens jeg gloede på afstand med min undrende foragt for deres adfærd. Nå, jeg har glemt at sige, at jeg havde været vegetar og alkohol-fri siden mine teenagedage...
En aften, hvor de alle havde drukket ret meget, blev Donna tydeligt dybt beruset, hvilket sandsynligvis var årsag til, at hun lagde an på mig. Allerede den gang havde jeg et "princip" om, at jeg ikke ville have noget seksuelt at gøre med en kvinde, der var beruset. Jeg mødte hende bare med al den morskab, jeg kunne, som ikke var så meget. Næste dag var Donna helt pinligt berørt over sin adfærd og undskyldte det mange gange. Mit svar til hende var, at jeg faktisk foretræk hende aftenen før, fordi så var hun en spændende kvinde, bare hun kunne være det uden at drikke så meget.
Indtil da havde jeg boet i Asbury Park, NJ (South Jersey) med de fine mennesker. I januar 1980 flyttede jeg til Montclair, i North Jersey, fordi jeg havde fået mit første job som ingeniør deroppe, i West Caldwell. Jeg så dem en gang i mellem.
Under et af mine besøg til Asbury Park, under en samtale med Donna—hun var endelig kommet af med den hæslige kæreste—talte vi igen om denne aften for snart længe siden. Der var tydeligt en gensidig tiltrækning mellem os. Donna var hvad jeg kalder en "Buttet Venus", dvs. en kvinde, der måske har nogle kilo for mange, og alligevel—eller måske på grund af det—har nogle skønne, runde former.
Vi aftalte—næsten skrev en kontrakt omkring det (det var den eneste måde, jeg kunne få den generte Donna til at handle på det, hun kunne mærke i forhold til mig)—at jeg den følgende lørdag skulle cykle ned til Asbury Park, ca. 90 km, og så ville vi køre tilbage hjem til mig i hendes bil, og så ville vi dyrke sex! Donna "skrev under" (med det mener jeg, at fordi jeg vidste, at det var, hvad hun ønskede og bare var bange for at gøre det, så viste jeg hende, at der ikke var nogen grund til ikke at gøre det).
Planen gik ... efter planen, med nogle spændende krøller, dog. Turen ned til Asbury Park var skøn: Det var sommer og jeg havde en fræk fornemmelse—jeg kan stadig i dag have "sommerfugle i maven" når jeg er ved at mødes med en ny kvinde, hvor muligheden for sex er tilstede. Jeg kunne godt se på Donna, da jeg kom, at hun undrede sig over, hvordan hun kunne have sagt ja til noget så skørt. Flere gange spurgte jeg hende, om hun stadig var med, og hver gang bemærkede jeg for hende, at hun kunne aflyse det hele med et ord: "Nej!". Det var vigtigt, at hun var med.
Så pakkede vi cyklen i bilen, og kørte tilbage til Montclair. Jeg lejede et værelse i et hus, hvor jeg havde udsigt over World Trade Center tårnene, ja, dette var lang, lang tid før 9/11... Jo tættere vi kom, desto mere nervøs blev Donna. Jeg spurgte igen og igen, om hun ville dette, og svaret var fortsat "Ja". Da vi kom til mit værelse, så slog virkeligheden hende i ansigtet: "Oh, nej,hvad skal der ske"? På dette tidspunkt var det næsten sen eftermiddag.
Donna begyndte med et snedigt sæt undvigelsesmetoder. Jeg var dog klog nok til at gennemskue dem, og så længe hun ikke sagde nej, så ville jeg minde hende om, hvad vores plan var.
Først sagde hun: "Skal vi ikke køre ned og se Friheds Gudinden?". Det var en 25 kms tur, intet i USA. Selvfølgeligt kunne vi det, og så gjorde vi det.
Vi var hjemme igen, og emnet var ikke gået væk. Skal vi købe noget øl? Selvfølgeligt kan vi det, så længe du ikke drikker dig fuld... På dette tidspunkt sad vi på kanten af min seng, og luften blev tykkere og tykkere. Så kom Donna med det næste forslag: "skal vi tage et brusebad?". Glimrende idé, sagde jeg. Ups, da jeg rejste mig for at gå i bad med hende, sagde hun: "Mener du sammen?" Ja, selvfølgelig. Hun tøvede lidt, og kunne godt se, at det måske var i orden.
Da vi var ved brusekabinen, og hun var ved at tage det sidste af sit tøj af, så sagde hun, at vi skulle slukke lyset, fordi hun var for tyk at se på (og jeg kan love dig, at hvad angik Donna, det afgørende ord i udtrykket "Buttet Venus" var helt bestemt Venus!). Jeg sagde vent lidt, hentede nogle stearinlys, tændte dem, og slukkede de store lys. Det var fint for hende.
Ha, de første øjeblikke af opdagelsesrejsen på en ny krop, er så fantastiske. Donnas krop var så dejlig for mig at røre ved under vandet. Hun følte sig så helt flov over det, at det næsten gjorde ondt på mig (nå, måske er det den mig i dag, der siger dette, måske var jeg ikke moden nok den gang...).
Efter brusebadet gik vi tilbage til værelset (jeg delte bad med en anden lejer, som heldigvis ikke var hjemme på dette tidspunkt) og lagde os på sengen. Endelig, efter mange timers forberedelse og undvigelsesmaneuver var vi, hvor jeg ønskede at være, og hun havde stadig ikke sagt nej.
Jeg kærtegnede hende, stille og rolig vandrede jeg ned ad hendes krop og slikkede hende. Hun var som frosset til. Efter ret lang tid—jeg kunne ikke lade være med at tænke tilbage på min tid med Jenny—kunne jeg mærke en stramning i hendes underliv, som måtte tolkes som en orgasme. Jeg kom op til hende igen, og tog hende i min favn. Hun lagde an til at "give tilbage". Jeg sagde til hende, at det ikke var nødvendigt. Det var så dejligt, at ligge der med hende i armene.
Jeg kan mærke, når jeg skriver dette, at der er to sider af denne historie, den side, hvor jeg er en sød mand, der kan nøjes med at give nydelse—som altid har været den mand, jeg ønsker at være (og i mange år manglede jeg grundlag for denne dimension, som jeg dog fik fat på senere, hvilket blandt andet har givet mig inspiration til denne hjemmeside)—og den mand, der også ønskede selv at få nydelse, og ikke var i stand til at få den, eller også var omstændighederne ikke de rigtige. Måske følte jeg, at på trods af at Donna mange gange havde fået mulighed for at sige nej og måske ikke havde turdet det, og på den måde, fordi jeg havde leget katten efter musen med hende, så var jeg skyldig i at misbruge hende.
Næste dag kørte Donna tilbage til Asbury Park, og vi talte stort set aldrig om det igen...
(skjul Donna)
Så løber tiden, mens jeg går på opdagelsesrejse i dette kæmpeland på størrelse med et kontinent.
Der findes andre relationer i den periode, som fik spændende begyndelser—og til tider, hurtige afslutninger— som du gerne må læse flere detaljer om nedenfor...
Katie (vis)
Katie kendte jeg fra mit første job som ingeniør i USA. Hun var sekretær. Til Thanksgiving 1980 blev vi kærester, og vi boede sammen i nogle måneder. Det var oprindeligt meningen, at hun skulle rejse med mig, efter jeg havde sparet penge nok og købt et VW-folkevognsrugbrød.
Den lejlighed, vi lejede var så elendig, at jeg nogle gange valgte, især om sommeren, at sove i folkevognen, der havde en fin seng. Det gav mig også en forsmag på, hvordan det ville være at rejse væk og bo i den.
Katie var en af de kvinder, jeg har kendt, der larmede mest. Det var utroligt, hvor meget hun kunne skrige, når hun fik orgasmer!
En skøn sommernat sov vi i bilen, og vi dyrkede sex, som vi plejede, som betød at Katie skreg, som hun plejede.
Efter vi var færdige og nød at ligge i hinandens arme, lagde jeg pludselig mærke til nogle blinkende lys udenfor, med meget kendte farver: rød og blå...
Jo, det var politiet, og det så ud som om, de var meget tæt på os. Før jeg vidste af det, blev der banket på skydedøren med en samtidig stærk anmodning om at åbne. Jeg skyndte mig at få noget tøj på, åbnede skydedøren, og blev mødt af en politibetjent, der så ret bekymret ud. Han spurgte os, hvad vi lavede der. Jeg forklarede, at vi boede lige om hjørnet (bilen stod på et lille stykke jord, der hørte til ejendommen). Han bad om at kigge ind, selvom det var begyndt at gå op for ham, hvad sagen drejede sig om.
Han fortsatte med at forklare for os, at politistationen havde modtaget en telefonopringning om, at nogen var i gang med at blive myrdet herude. Jeg pegede på Katie for at vise, at hun var uskadt, og forklarede med et lille grin, at hun måske havde larmet en smule.
Politimanden gik sin vej med en anmodning (nå ja, når det kommer fra en politimand hedder det nok en ordre) om, at ikke gøre noget lignende igen...
(skjul Katie)
Carry (vis)
Carry har været en af de "vigtige" kvinder i mit liv. Med vigtige kvinder mener jeg, kvinder der enten tydeligt har bidraget med noget særligt for mig, eller/og kvinder med hvem, jeg har haft en længere relation med end den berømte/berygtede "one-night-stand". Længerevarende relationer af den slags, der har betydet noget særligt.
Den måde, jeg mødte Carry var meget særlig. Det var i september 1981, jeg rejste og boede i mit hvide 1972 "Folkevognsrugbrød", som en ægte hippie—selvom jeg på dette tidspunkt endnu ikke havde prøvet at tage stoffer, og du bliver måske skuffet, når du læser, at jeg kun har prøvet det en enkelt gang. Det er på en måde min livshistorie: Uanset, hvor jeg har været, har jeg følt mig ved siden af den lokale kultur. Jeg udtrykker det på en sjov måde ved at sige, at jeg blev smidt ud af Frankrig, fordi jeg hverken spiste kød eller drak vin!
jeg var i New Orleans, på cykel ind i byen. Jeg fandt turistinformationskontoret, der var omgivet af et typisk amerikansk "White Picket Fence" et hvidt træstakit med en åbning i midten, hvor folk kunne komme ind i bygningen igennem haven.
Jeg låste cyklen på den ene side af åbningen og lagde mærke til, at der var en anden cyklist, den bedste slags, en kvinde, der låste sin på den anden side. Vi kunne ikke andet end nærmest at gå sammen til døren, og så faldt vi i snak. Ligesom folk, der går på tur med deres hunde, har nemt ved at møde andre hundemennesker, så har cyklister, endda mere måske når de er af hver sit køn, en tilbøjelighed til at lægge mærke til hinanden og falde i snak, først omkring cykelemner, og måske, senere, omkring noget andet...
Carry var en pudsig kvinde, både meget kvindelig—hun havde bl.a. meget langt, rødt hår (det var ret usædvanligt i 1980erne i USA) pænt sat i en fin fletning—og alligevel lidt mandlig i hendes adfærd.
Vi var tydeligt meget interesseret i hinanden. Efter vi havde fået de oplysninger, vi hver især ønskede, så gik vi ud og aftalte, at jeg skulle besøge hende på hendes hotel denne aften. Jeg husker ikke, om vi dyrkede sex denne aften. Hvad vi aftalte var, at hun skulle tilbringe resten af sin ferie med mig, og vi kørte til et fantastisk sted syd for New Orleans, Grand Isle, hvor vi boede i køretøjet på stranden og badede i det mudrede vand, der var lige så varmt som i et badekar, og hvor det vrimlede med små rejer, der drillede os. Ellers dyrkede vi sex.
(skjul Carry)
Beatrix (vis)
Februar 1984. Jeg var på besøg i Tempe, Arizona, hvor jeg havde boet nogle år før. Jeg kendte derfor byen, og jeg vidste, hvor jeg kunne finde helsekostbutikken, "Gentle Strength" (led ikke efter den i Tempe, den er gået ud af drift for længe siden...), som var stedet, hvor "min slags" mennesker mødtes for at købe madvarer o.l.
Det føltes pudsigt, at være blevet degraderet fra indbygger til turist i ens "egen" by!
Da jeg skulle betale for mine varer, lagde jeg mærke til, at kassekvinden (virker det mindre nedladende at skrive kassekvinden i stedet for kassedamen, det håber jeg, fordi hun virkede sørme sød!) virkede sød (hvis du oplever deja-vu, det er bare fordi du har læst, hvad der stod i den forrige parentes). Jeg havde tid, og hun havde ikke for travlt—det var sen eftermiddag—så vi kunne tillade os at tale lidt mere, end hvis jeg bare skulle betale og videre. For mig, der ellers er meget genert, var det nemt at tale, fordi jeg kunne fortælle hende, at jeg plejede at bo her, osv. Det var tydeligt, at vi kunne lide hinanden fra starten, pudsigt hvordan ting sker nogle gange...
Vi talte i et godt stykke tid, og fordi vi vidste, at jeg kørte videre til Californien næste dag, så skulle vi overveje, hvad vi turde gør ved situationen.
Hun var ikke så genert selv, og vi udfordrede hinanden med ord og forslag omkring, hvad vi kunne gøre. Hun skulle arbejde nogle timer mere. Vi endte med at aftale at mødes på toppen af "A-Mountain", det lille bjerg med et stort "A" skrevet på det (A for Arizona State, universitetet i Tempe), efter hun var færdig. Bjerget lå lige bag butikken.
Jeg gik videre med dagens gøremål, mens jeg så meget frem til dette usædvanlige møde med en kvinde, en ny kvinde, som igen og igen giver et sug i maven, så fuld af muligheder, som det ser ud til at være.
Jeg klatrede op ad bjerget (den gang havde de ikke den nemme sti, der nu tillader bedre adgang) og satte mig deroppe, og kiggede på byens lys og liv, mens jeg prøvede at se, om hun var på vej op.
Det var dejlig varmt, og vi blev deroppe et stykke tid, og talte, og rørte ved hinanden. Vi aftalte at tilbringe resten af natten hos hende, i nærheden af butikken.
Teknisk set blev det til en af de ovennævnte "one-night-stand", dog det blev dette ud af nødvendighed: Jeg rejste næste dag. Jeg husker denne nat som en af de smukkeste i mit liv.
Beatrix var fisk, astrologisk, og det siges, at fisken og skorpionen kan have det meget skønt seksuelt. Det kunne jeg mærke. Vores elskov var meget stille, meget flydende. Jeg husker i særdeleshed timerne efter "vi var færdige", hvor hun lå på min skulder, halvt søvnig, mens jeg kiggede op til den store loftventilator, der svagt sendte luft mod os, og musikken—zen fløjtemusik—vuggede os i søvn.
Vi sås aldrig igen, og hun er en af de kvinder fra fortiden, jeg godt kunne tænke mig at se igen.
(skjul Beatrix)
Elena (vis)
I slutning af 1984 (jeg boede i USA på dette tidspunkt), rejste jeg til Europa i ca. 6 måneder. Mens jeg var der, fik jeg et brev fra Elena, som var min bedste ven Carls kæreste, og kone faktisk (jeg formoder, at de var blevet gift, så han fik lov til at bo i USA). Dette brev er et af de breve, jeg ønskede, jeg havde gemt, så jeg kunne kontrollere om den måde, jeg fortolkede det på dengang, var virkelig.
Fra brevet, mellem linjerne, fik jeg et meget stærkt indtryk af, at kvinden ville mig. Det var meget overvældende, så meget at da jeg kom tilbage til USA—jeg skulle besøge dem alligevel—besluttede jeg mig for at undersøge sagen. Så spurgte jeg hende, om der var noget om mine mistanker. Og ja, det var der, bekræftede hun!
Ups, der havde jeg et problem: En kvinde, der ville mig, og som desværre var gift med min bedste ven! Vi talte om det, og hun mente, at vi "bare" kunne gøre, hvad vi havde lyst til, og han behøvede ikke vide om det, efter en meget populær opskrift, der siger: "De kan ikke få skade af, hvad de ikke ved!"
Jeg må her indrømme, hvis det ikke allerede er iøjnefaldende, at jeg er en mand, der har det svært ved at sige nej til en kvinde, der vil ham, især ud af det blå!
Jeg fortalte hende, at det ikke var acceptabelt for mig at bare snyde ham. Så sagde jeg til hende, at hvis vi skulle noget sammen, så skulle han vide det, og det skulle være før, vi gjorde det. Hun var ikke så meget for det, og hun blev nødt til at acceptere det, fordi jeg ikke ville gå på kompromis med det.
Jeg husker stadig tydeligt denne køretur på grusveje i Arkansas, hvor han kørte bilen, hun sad ved siden af ham, og jeg var på bagsædet. Så kom jeg med det, og fortalte ham, at hun og jeg havde besluttet os for at dyrke sex sammen, og at han bare skulle orienteres om det. Jeg kan godt se, at det må have været svært for ham at skulle modtage sådan en besked, der gjorde ham helt afmægtig, magtesløs.
Han blev så følelsesmæssigt oprevet, at det for det første blev næsten farligt for os tre, da han var den, der kørte bilen. Han skreg, at hvis vi gjorde det, så ville han ikke være min ven længere.
Jeg kunne mærke en tydelig klarhed omkring sagen: Jeg var parat til at modtage denne trussel og ikke lade den ændre det, jeg skulle gøre. Jeg husker ikke, om det allerede var der eller senere, at jeg tænkte, nå, hvis vores venskab er noget værd, så vil han komme tilbage, ellers var det ikke.
Der skal også siges (til min forsvar, måske!) at jeg havde kendt hende i et par år, og at jeg i starten ikke kunne fordrage hende, fordi hun virkede som et snakkehoved, og jeg kunne ikke forstå, at Carl, som er en meget alvorlig mand, kunne tåle at være med hende!
Da det gik op for ham, at han ikke kunne standse os, så sagde han, at det i hvert fald ikke skulle ske hos dem. Vi tog til en dejlig varm sø i nærheden, hvor det var så dejligt at være i vandet og dyrke sex!
Om det var det værd, er en helt anden historie. Jeg hørte ikke noget fra ham i ca. 6 måneder, som var den tid, han havde brug for til at slikke sine sår. Deres relation var forbi ikke så lang tid efter. På en måde mente jeg også, at episoden havde hjulpet dem til at komme ud af det hurtigere, som jeg næsten kunne betragte som en samfundstjeneste!
Så kontaktede han mig igen, jeg var i Alaska på dette tidspunkt, og vi genoptog vores venskab, dog var der fra hans side noget, der aldrig blev rettet op på igen, fordi vi ikke kunne tale om det.
Denne episode har været vigtig for mig, fordi den har vist mig, at jeg var i stand til selv at vurdere, hvilke af mine handlinger er i orden, og ikke lade andre bestemme det for mig. Og at beholde etikken igennem, selvom nogle læsere kommer til at tvivle på det. Tja, det er mit liv, jeg skriver om.
(skjul Elena)
Sonia (vis)
Om efteråret 1984 var Leonard og jeg på vej til Grand Canyons Havasupai Reservat (en lidt mindre kendt del af Grand Canyon, der er under kontrol af den lokale indianerbefolkning, og som har et pragtfuldt eksemplar af et travertine vandfald, som dem, der findes i Plitvice i Kroatien). Han kørte i sin bil, også et folkevognsrugbrød, magen til det, jeg selv havde, bare lidt ældre og i lidt mindre god stand.
På vej til stedet, hvor stien begyndte, standsede vi i Flagstaff for at købe ind. Det var sent på året, november eller sådan. Bare for sjov gik vi i en "second-hand" butik. Tilfældigt holdt en kvinde døren for os, da vi gik ind, og vi lagde alle tre mærke til hinanden. Fra det øjeblik, hvor vi fik øje på kvinden, blev det en slags kapløb mellem Leonard og jeg for at finde ud af, hvem Sonia viste mest interesse for. Fordi hun var tydeligt interesseret i begge de to mænd, der kom langt væk fra. Det skal siges, at Flagstaff er en lille by, hvor der ikke sker utroligt meget. Og vi to, med vores lange hår lignede ikke nogle af de lokale mænd.
Vi gik ind, kiggede lidt rundt, især på Sonia, og da vi gik ud, udvekslede vi telefonnumre med hende som folk meget hurtigt gør i USA, selvom det sjældent bliver til mere end et stykke papir i lommen, der sandsynligvis bliver smidt ud senere.
Så kom ulykken...
Det var meget koldt på Coconino Plateauet, nord for Flagstaff, da vi kørte på en grusvej, der skulle føre os til begyndelsen af stien. Og det var snart ved at blive mørkt.
Så kom vi til et sving på vejen. Jeg sad ved siden af Leonard, hans hund var bag i kabinen, sammen med masser af værktøj, der lå hist og pist.
Nu skal jeg gentage, at jeg selv kørte den samme slags bil, som gjorde, at jeg havde en god fornemmelse af, hvad der foregik fra passagersædet.
Jeg kiggede på svinget, der nærmede sig, og så begyndte jeg at tænke—det kunne endda være, at min krop var den første, der "tænkte"— følgende: "Hvis han ikke bremser, så kommer vi ikke igennem dette sving!"
Leonard bremsede ikke ... og vi kom ikke igennem svinget, i hvert fald ikke på den måde, vi havde forventet. Leonard mistede kontrollen over køretøjet, der, som i slowmotion, rullede en hel omgang. Under denne trods alt ret korte begivenhed, kunne jeg høre værktøj, der begyndte at flyve rundt i kabinen. Styrken af drejningen fik bagdøren til at åbne sig, og hunden blev slynget ud igennem åbningen, og dens hylen tilsluttede sig den allerede kaotiske ulykkesmelodi.
Vores første store held den dag var netop, at køretøjet landede på sine hjul, og stadig på vejen, i stedet for på hovedet—eller på den ene side—i grøften! Bagefter at ingen af os to var blevet såret. Hunden, til gengæld, kunne vi høre jamre sig flere meter bagved, hvor vi standsede, og fra dette tidspunkt blev Leonard, som var meget tilknyttet til Spirit, helt optaget af at se, hvordan hunden havde det.
Jeg gik i "situation-assesment-mode": Jeg kunne godt se, at vi var i en ret prekær situation—det var koldt, næsten nat, mange kilometer fra "civilisation", og vi havde en såret hund.
Uden at vi behøvede tale om det, blev opgavefordelingen øjeblikkeligt: Leonard blev med hunden, mens jeg vurderede, hvor alvorlig situation egentlig var.
Den første alarmklokke var, at jeg kunne høre en lyd, der uden tvivl indikerede, at en væske var ved at fordampe i kontakt med noget meget varmt. Ja, det kunne kun være batteriet (som jeg på forhånd vidste, sad løst i bagrummet, hvor motoren også findes). Det var iøjnefaldende—eller rettere sagt iørefaldende—blevet punkteret under ulykken, og ved var at miste al sin væske, iøvrigt en farlig blanding af vand og stærk syre.
Leonard havde heldigvis rigeligt af diverse tape. Jeg fik fat på batteriet, og gav det et tape plaster. Det havde ikke mistet alt for meget af sin livsgivende væske.
Det næste var, at forruden, selvom den stadig var i et stykke, var helt smadret og var røget af fra, hvor den hørte til. Den kunne dog komme på igen og blive sat fast med tape. Toppen—dette køretøj var den version, der hedder "Poptop", dvs. den har et låg, der kan slås op, så nogen kan sove deroppe, et låg, der er lavet af fiberglas— var blevet løs, og skulle bindes fast igen. Den samme snor blev også brugt til at binde chaufførens dør fast. Der kunne ikke længere lukkes, fordi hele køretøjet var blevet vredet under ulykken. Ellers var alt fint. Værktøj, deriblandt nogle ret farlige skarpe genstande—save, boremaskiner o.l.—var også blevet smidt ud af bagdøren under ulykken, sammen med stort set alt, der lå i bagkabinen.
Det næste spændingsøjeblik kom, da jeg prøvede at starte motoren igen. Dette ville være afgørende for vores næste få timer, for at sige det mildt. Motoren behøvede ikke blive lokket så meget og startede næsten ved første forsøg.
Det må have været på dette tidspunkt—til vores store overraskelse—at der kom en Pickup Truck på grusvejen. Chaufføren blev orienteret om, hvad der var sket, og da hunden kom på tale—hun hylede så meget, at det ville have været svært ikke at notere sig hendes tilstedeværelse—så sagde manden, meget nøgternt, at han kunne se, at hunden var alt for såret til at kunne overleve, at det derfor ikke gav nogen mening, at lade hende unødvendigt lide mere, og han gik hen for at hente sit gevær, som i dette område altid hang meget synligt på en "krog" i forkabinen. Han ville gerne skyde hende for os!
Leonard kunne ikke tåle tanken og sagde pænt nej tak til tilbuddet, selvom manden insisterede. Hunden blev reddet, og det var godt, fordi jeg hørte flere måneder senere, at selvom hun fremover haltede, så overlevede hun ulykken godt.
Langt om længe var vi klar, og det var tydeligt at Havasupai turen blev aflyst for denne gang. Vi vendte næsen tilbage mod Flagstaff og begyndte at fryse: Det var nat, det var vintervejr, og forruden var meget utæt!
Efter så mange spændende begivenheder tænkte vi, at det ikke ville være så sjovt, at skulle køre hele næsten 400 km tilbage til Phoenix! Så kom vi i tanke om, at vi havde fået denne søde kvindes telefon nr. i Flagstaff. Nå, vi skulle bare ringe til hende og se, om vi måtte blive hos hende til den næste dag, hvor vi bedre kunne rumme køreturen tilbage til Phoenix.
Sonia var overrasket over, at høre fra os så sent om natten, og vi undskyldte meget og forklarede, at dette var en slags nødsituation. Der var en hindring fra hendes side, dog. Hun boede i en "trailerpark", hvor husdyr var absolut forbudte. Det tog en hel del sød snak fra Leonard for at få hende overtalt til, at vi meget diskret kunne tage den stakkels hund med ind, og at vi ville gå meget tidligt næste morgen. Hun gav sig, og vi fik lov til at komme ind, mandfolk og hund.
Sonia boede i et fint lille campinghus i en fin lille park, i udkanten af byen.
Vi fik te, og fik lov til at sove i stuen, Leonard med sin hund, som stadig havde det rigtig skidt.
Næste dag fik Leonard og jeg et motelværelse, så at vi kunne få slappet lidt af og finde ud af, hvad vi skulle gøre. Leonard skulle tage hunden til en dyrlæge, så det værste blev ordnet.
Indtil da havde vejret været tørt, dog koldt. Næste nat sneede det, og jeg vågnede op til et skønt landskab, en hvid, tavs verden. Jeg elsker sne (jeg voksede op i sydfrankrig, hvor sne var en sjælden begivenhed oppe på de bjerge, der lå bag ved Toulon).
Jeg var så begejstret, at jeg gik ud. Leonard sov stadig. Jeg besluttede mig for at gå over til, hvor Sonia boede, det var ikke så lang en gåtur især i frisk, jomfrusne.
Da jeg kom nær hendes sted gik jeg omkring hendes trailer. Jeg kunne lige så godt have lignet en lurer, nu at jeg tænker på det. Jeg kiggede op mod hendes soveværelsesvindue, og jeg undrede mig, om hun var vågen. På præcis samme tidspunkt blev jeg så forskrækket, fordi Sonias ansigt pludselig dukkede op i vinduet. Hun kikkede på mig, også lidt forundret, og da hun genkendte mig, så fik jeg lov til at komme ind.
Jeg kan forestille mig, at det var dette besøg, der begyndte at afgøre, hvem af Leonard og jeg ville vinde vores konkurrence om Sonia. Leonard kom senere, og det blev besluttet, at han skulle tage tilbage til Phoenix alene, fordi Sonia og jeg havde besluttet, at jeg blev med hende...
Måske er dette sted lige så godt som et hvilket som helst andet sted, at bemærke—eller fremhæve, hvis du ikke selv har bemærket det—at selvom denne afdeling drejer sig om min seksuelle historie, så er den alligevel ikke fuld af erotiske—pornografiske, for nogle, mere om skelnen mellem erotik og pornografi et andet sted på denne side—scener. Det er andet fordi omstændigheder, der har ledt mig til en relation nogle gange har været lige så spændende som de rå handlinger, der kommer ud af det. Sex har vi—forhåbentlig—prøvet alle sammen. Særlige møder er et andet spørgsmål.
Når det er sagt, så var der meget god sex med Sonia, både på godt og på ondt, på flere måder...
Noget pudsigt, der altid har undret mig siden den tid er: Var det fordi Sonia var jøde, og at jeg var "gentile" (ikke jøde), og derfor ikke omskåret, at Sonia og jeg aldrig havde samleje, og vi talte aldrig om det. Min fortolkning blev, at jeg på en måde ikke var god nok for hende til det. Jeg var ikke "ren" nok.
Noget godt kom der ud af det, dog, pga. af min relation med samleje, så var sex med hende meget befriende. Der var meget gensidigt slikkeri, og noget andet, jeg sjældent har oplevet siden da: Nogle gange kradsede vi hinanden på ryggen, så meget at vi efterlod blodige spor, der, efter vi var færdige med sex, gjorde ondt. Det var så skønt!
Andre omstændigheder gjorde, at vores kun relation varede nogle uger...
(skjul Sonia)
Kim (vis)
Oktober 1985. Jeg var på vej fra Los Angeles til Boston, og kørte en 12-passagerbus med en anden 12-passagerbus som anhænger (jeg var turguide, og køretøjerne skulle hjem igen efter sæsonen). Undervejs besøgte jeg min bedste ven Carl i Hot Springs, Arkansas, hvor han arbejdede på et spa (Hot Springs er, som navnet antyder, en kurby, der har mange spas og helsecentre) med sin kone Joyce.
En eftermiddag tog de mig på en tur i naturen, og en af deres venner kom med, Kim. Kim var skorpion som mig, og selvom jeg ikke tager astrologi som religion, så har livet vist mig, at der er nogle aspekter i det, som er værd at tage i betragtning, især omkring hvordan nogle tegn tiltrækker andre tegn. Måske var det grunden til, at Kim og jeg næsten med det samme kunne lide hinanden, uden at tale så meget om det.
Jeg husker stadig så tydeligt hvordan på vej tilbage fra turen—Kim og jeg sad på bagsædet i bilen—vi talte om film. På et tidspunkt nævnte Kim "Body Heat"—som jeg synes er en fantastik erotisk film—. Jeg ved ikke, om det allerede var en del af vores forførelsesdans fra hendes side. Min reaktion var øjeblikkelig: Jeg fik kraftigt fat på hendes lår, som om jeg skulle begrave en klo i den. Samme nat var vi i seng sammen.
Sex med Kim var meget råt, primitivt (ikke med en negativ konnotation, snarere for at ikke gentage "råt"!). Det var befriende for mig at dyrke sex med en kvinde, der tydeligt kunne lide det, som efter sigende er et kendetegn for skorpioner: Min egen korte beskrivelse er, vi er optaget af livet, døden, og skidt og lort.
Kim havde også haft, pudsigt nok, en ret svær historie, og bar mange ar fra den. Vores relation, delvis fordi jeg kun var nogen, der kørte videre om lidt, varede kun den tid, jeg var der.
(skjul Kim)
Laura (vis)
Den måde hvorpå jeg har mødt mine børns mor fortjener heldigvis at være i denne afdeling. Mere endnu fordi vores møde har været en del af de stærkeste "røde tråde", jeg ser i mit liv, når jeg kigger i bakspejlet...
I juni 1983 var jeg tilbage i Phoenix, Arizona, på besøg, endda uden min folkevogn, der pænt ventede på mig i San Francisco. Jeg skulle finde befordring for at tage dertil og hente den.
USA tilbyder en unik måde at rejse på, der hedder "Drive Away". Begrebet er enkelt og kræver et stort land for at give mening: Forestil dig nogen, der flytter fra New York til Los Angeles. Vedkommende har bil—hvem har ikke bil i USA, især iblandt dem, der har råd til at flytte fra kyst til kyst—og gider ikke køre hele ca. 4500 km.
Vedkommende henvender sig til et drive-away kontor, som finder nogen, der lige ønsker at køre en bil fra New York til Los Angeles. Betingelserne er ret enkle: Chaufføren får et vist antal dage til at køre turen, får givet en bestemt rute, de i teorien ikke må afvige fra, og som regel får de den første tank benzin gratis. I 80erne, da benzin var så billig i USA, så var det en meget god måde at rejse på. Fristen var rimelig nok—det ville ikke gavne nogen at stresse chaufføren ved at tvinge dem til at køre alt for mange kilometer per dag—som betød, at det var muligt at se noget af landet (og hvis du turde afvige fra den anviste rute, så var der meget mere, du kunne se!).
Så der kom jeg ind i Phoenixs drive-away kontor. Foran mig i køen stod der en kvinde, der, kunne jeg høre, også prøvede at få en bil til San Francisco. Jeg kunne også se, at kvinden var fra Danmark. Jeg havde jo lært noget svensk nogle år før (se delen omkring Jenny), og dette var en god nok mulighed for mig til at trodse min ellers patologiske generthed overfor kvinder. Jeg begyndte at tale med hende på mit gebrokne svensk og nævnte, at vi måske kunne finde en bil sammen. Det var også nemt at sige til hende, at jeg boede her, og at jeg kendte mange skønne steder på vejen, som heller ikke ville være slemt for hende at se (når jeg har en god indfaldsvinkel, så kan jeg rigtig "sælge" mig selv, og hvad jeg kan tilbyde!).
Kvinden, Laura, syntes om idéen, og så fik vi en bil til San Francisco. Hun var lige kommet fra Boston med en anden drive-away bil, som hun havde kørt sammen med en mand og en anden kvinde, en fransk kvinde. Den franske kvinde skulle køre videre med os.
Jeg gjorde mit bedste for at imponere dem, især Laura, faktisk, fordi det viste sig meget hurtigt, at den franske kvinde var så kedelig, at jeg stort set intet husker om hende. Selvom vi kørte igennem nogle meget skønne landskaber, sov hun det meste at tiden.
Det var ret nemt, fordi jeg var i mit rette element. Vi kørte fra Phoenix om eftermiddagen. Jeg tog dem på en lille detour ved bredden af Colorado floden, hvor jeg forberedte en af mine specialiteter til dem, guacamole. Det var et stort hit.
Turen til San Francisco var et—for mig—ret sædvanligt besøg på flere meget skønne steder, som jeg var meget glad for at vise dem (selvom den franske kvinde foretræk at sove i stedet for at se Jashua Tree National Park, f.eks.!).
I San Francisco kom vi endelig af med den franske kvinde. Jeg havde fortalt Laura, at jeg skulle til Berkeley—en af Californiens hippie hovedstader—for at hente mit eget køretøj, så jeg kunne fortsætte mod mit endelige mål, Seattle, Washington. Jeg tilbød hende at rejse videre med mig, fordi hun også gerne ville i den retning. Så det gjorde vi. Vi savnede ikke den franske kvinde.
Jeg var lidt spændt, fordi jeg nu var alene på en lang biltur med en fremmed kvinde.
Vi var det mest umage par, jeg kunne forstille mig: Jeg var den vilde hippie franskmand, der boede i sin folkevogn og havde prøvet lidt af hver (undtagen stoffer, vel og mærke, indtil da, i hvert fald...), og hun var—udover at være nogle år yngre end mig—ret uvidende omkring den store verden. Hun var, så vidt jeg kunne forstå, i en slags sekt, eller i hvert fald i en mærkelig sammenhæng, som gjorde at for hende, var kun klassisk musik værd at høre på. Jeg kunne hurtigt se, at hun havde mange fordomme, de fleste af dem vidste hun ikke så meget om i første omgang.
Som følge, jo flere kilometer vi kørte, desto mere gjorde jeg mig umage for at provokere hende og hendes iøjnefaldende snævre syn på verden. Uanset hvad vi talte om, så var vi uenige, og hendes mening så ud til altid at gå tilbage til de regler, hun havde lært at leve efter i hendes "sekt". Hun hadede denne benævnelse, jeg brugte til at tale om hendes filosofi, der hed antroposofi.
Jeg husker en dag, hvor vi var langs Oregons kyst og var standset for at kigge på havet. Der var en mur langs vejen, i skulderhøjde. Jeg fandt en gammel nøgle på asfalten, og satte den på muren, mens jeg sagde til hende: Nå, jeg betragter dette som kunst. Hun kunne ikke lide det så meget.
Vores samvær i den næste uge blev mere og mere anspændt, på grund af vores kæmpe forskelle i livsanskuelse, og alligevel, vi oplevede nogle spændende situationer. Nord for San Francisco, tog vi til stranden omkring Point Reyes og svømmede blandt sæler. Jeg husker tydeligt en af vores mange ture på stranden, hvor vi var så sure på hinanden, at vi gik hver for sig, og stranden var ikke stor nok til os begge.
Og samtidig var jeg tiltrukket af hende, og sandsynligvis hun af mig. Vi rejste dog i hele to uger, før der skete noget mellem os, selvom vi sov om natten side om side i bussen, hvor jeg altid gjorde mig umage for at ikke komme til at røre ved hende ved en fejl.
Der skete først noget en nat, hvor vi var nået til Olympic National Park Hurricane Ridge Visitor Center, på Olympic halvøen i Washington Stat. Det var umiddelbart koldere deroppe, end da vi havde været ved kysten. Det må have været derfor, at jeg pludselig kunne mærke en fod, hendes, komme tæt på min under soveposen, og røre ved den. Jeg ville aldrig have taget initiativ til noget sådant, så betinget og bange var jeg fra min opdragelse for, at skulle vise en kvinde, hvis mening om sagen, jeg endnu ikke kendte, at jeg havde en seksuel interesse i hende. Og så var jeg også bange for, at blive afvist.
Så begyndte vi at dyrke sex. To uger inde i turen, med ca. en uge tilbage, godt gået! Ikke for at sige, at det gjorde vores relation nemmere. Vi var fortsat lige så uenige omkring stort set alt.
Vi rejste lidt mere sammen, bl.a. til nord for Vancouver, i Whistler, hvor vi fik mulighed for at tilbringe en nat i et meget særligt hus bygget af en ret berømt arkitekt. Kort efter skulle hun hjem igen til Danmark. I modsætning til nogle af de andre relationer, der blev begrænset af lignende omstændigheder, at jeg f.eks. skulle køre videre, så krydsedes vores spor igen senere, så meget at hun blev mor til mine børn (tja, jeg bliver nødt til at skrive mine to sidste børn...).
(skjul Laura)
Bonnie (vis)
Seattle, Wa er den by, hvor jeg har boet længst i USA, og det er min foretrukken by i Nord Amerika, lige på nær Vancouver i British Columbia, Canada.
Jeg var der midt i 80erne. Jeg boede den gang på Queen Ann Hill, hos en mand, jeg havde mødt da jeg var turguide.
Lige nede ad gaden fra huset lå et kulturcenter, hvor jeg meldte mig til et Tai Chi kursus, Wu Style.
Vi var måske 6 mennesker til undervisningen, og en af mine medkursister, Bonnie, var en sød blond kvinde med kort hår. Det viste sig meget hurtigt, at vi to kunne lide hinanden, og det at lære at øve "Push Hands" gjorde det ikke værre. Det føltes næsten allerede så godt som at dyrke sex.
Det varede ikke længe, før vi skulle mere med hinanden. Første gang vi gik i seng sammen, kom jeg ind af bagvinduet i hendes soveværelset. Hun havde en sød kat, der mente, at den slags opførsel måske lige var i overkanten. Jeg blev dog tilgivet af Greta efter et stykke tid.
(skjul Bonnie)
Fra relation til relation var der noget, der ikke blev bedre: Jeg var stadig en for tidlig udløser. De fleste kvinder var meget søde og accepterende, som ikke hjalp, fordi uanset de fine udtalelser—"Det er fint, vi kan lave noget andet!"; eller, endnu værre: "Jeg behøver ikke altid få orgasme, det skal ikke blive et ræs!", osv.—uanset, hvad de sagde, så vidste jeg, at der var noget, jeg ikke kunne, og at det var dem, det gik ud over. Overbevisningen om, at samleje er en del af kvindeundertrykkelsen kunne ikke rigtig bruges til så meget: Jeg kunne godt se, at det ikke kunne adressere mit ønske om, at kunne kneppe en kvinde på en ordentlig måde!
En god bog samler støv
Her kommer en lille detalje, der mange år senere viste sig at være meget vigtig: på et eller andet tidspunkt i 80erne læste jeg en bog om Taoisme, hvor der blev skrevet, at en mand kan kontrollere sine udløsninger. Da jeg først læste det, så tænkte jeg, at så var der håb. Og alligevel, uanset hvor meget jeg prøvede, så kunne jeg ikke gøre det, fordi jeg kunne mærke, at der var en uovervindelig styrke, der kom inde fra i mig, og som overtog ethvert forsøg på at udsætte det uundgåelige. Jeg blev derfor mere og mere overbevidst om, at mine for tidlige udløsninger var noget, jeg skulle leve med resten af mit liv.
En anden meget spændende "detalje" kom frem i samme periode: Den åbenbaring, jeg har nævnt et par gange før på denne side...
Det er pudsigt at se, hvordan vi pludselig kan blive bevidste om noget, vi indtil da ikke anede, og som alligevel virker så selvindlysende, når vi ser i bakspejlet med dets kloghed!
En stor åbenbaring
Efter alt for mange år, uden nogle særlige omstændigheder, jeg kan huske, gik det op for mig, at der var en selvindlysende årsag til, at jeg ikke kunne lide lugten af sæd! Det drejede sig om ikke mindre end betingning. Den betingning, der er blevet associeret med navnet "Pavlov", og hans hunde.
Pavlov, i begyndelsen af 1900erne, fik hunde til at savle, når de hørte en klokke, og kun hørte klokken, efter at have associeret lyden af klokken med tilstedeværelse af mad.
Jeg forstod at det handlede om det samme de gentagne gange, jeg onanerede som dreng. Der skete nemlig to ting altid på samme tid efter jeg var færdig med gerningen: Skyld og skam over at have trodset min mors forbud imod onani faldt over mig, og lugten af den sæd, der lige var kommet ud af mig fyldte værelset. Jeg overførte den negativitet forårsaget af skyld og skam til lugten af sæd!
Senere kommer jeg til at beskrive, hvordan historien ikke standsede der, og hvordan jeg kunne vende så slem en situation til noget meget gavnligt.
Det, at jeg i den grad blev klogere omkring en så intim detalje i mit sexliv, hjalp mig dog ikke i sengen, fordi jeg for det første stadig ikke kunne fordrage lugten af sæd (og stadig ikke rigtig kan lide det i dag...), og for det andet fordi jeg stadig kom for tidligt. Det ville kræve andre slags åbenbaringer til at føre mig videre til et sted, hvor mit sexliv kunne blive markant bedre.
En ny begyndelse forbereder sig
Så kom et af de vigtigste vendepunkter i mit liv, for 13-14 år siden. En fransk veninde, som jeg havde kendt i mange år, og som jeg var blevet kæreste med et par år før (vores relation var alt andet end nem, og oven i købet sås vi ikke så tit, idet at hun boede i Frankrig, og jeg boede i Danmark), besøgte mig. Det var sommer, og vi kunne låne et sommerhus i Vejby, hvor vi tilbragte en weekend sammen.
Jeg må have været parat til at prøve noget andet, fordi jeg besluttede mig for, at jeg ikke skulle have udløsning hele weekenden, som nærmest betød, at jeg for sikkerheds skyld mest sandsynligvis ikke skulle have samleje...
Se min fortid, hvor historien fortsætter...
_corrected_censored_400px.gif)
